Hvordan har vi det med ondskab? Min hjerne siger, der findes onde handlinger. Ikke onde mennesker. Min krop mener noget andet.
En af de første dage i Siena slentrede jeg rundt på Medici-fæstningen, hvor der er udsigt ud over bakkerne og fredsommeligt knas i gruset fra løbere, powerwalkere og forelskede par.
Mellem småstenene begyndte det at knirke. En mand med stok kom gående imod mig. Nydelig, langsom, nystrøget. Jakkesættet lidt tungt over skuldrene. Solen strålende i det hvide hår.
Og så frøs jeg. Ikke at jeg standsede op. Eller gispede. Mere som om hjertet med ét sendte gletsjervand ud i årerne. Helt ud i fingerspidserne. Sitrende kulde.
Ondskab, lød det inde i mit hoved. Ondskab.
Benene ville løbe, flygte som et dyr, bare væk, men fik ikke lov. Kontrolleret gik de videre. Lige frem. Passerede ondskaben. Lyseblå øjne. Hvid skjorte. Videre. Han er gammel. Ikke farlig. Bare gå videre. Manden har stok. Hvad kan han gøre. Videre.
På 10 meters afstand begyndte jeg at trække vejret. Hvad havde jeg mødt? Set? Puls, hænder og nakkehår sagde et afgrundsdybt mørke, som ville opsluge mig. Mine øjne en 80-årig bedstefar, som var ude at spadsere.
Jeg vendte mig om.
Synkront med ham. Og så ind i de blå øjne.
Jeg vil helst ikke tro på onde mennesker, men jeg tror, min krop havde ret.
Siena
